Rocking Kolding / Albums med Neneh Cherry, Folkeblubben, Tina Dickow, m. fl fra OKT. og SEPT

Albums med Neneh Sherry, Folkeklubben, Tina Dickow, m. fl. fra OKT. og SEPT.

 
Neneh Cherry: Broken Politics (Udgivet af Smalltown Supersound 26. okt.) Anm. XXXXXX
 
Folkeklubben: Sort tulipan (Udgivet af A:larm/Universal 26. oktober) Anm. XXXXXX
 
Katinka: Vokseværk (Udgivet af Playground 26. oktober) Anm. XXXXXX
 
Speaker Bite Me: Future Plans (EP, udgivet af Pony Records 12.10.) Anm. XXXXXX  
 
Kurt Vile: Bottle It In (Udgivet af Playground 12.10.) Anm XXXXXX
 
VOLA: applause of a distant crowd (Udgivet af Border Music 12.10.) Anm. XXXXXX
 
Doyle Bramhall II: Shades (Udgivet af Mascot Label Group 5. okt.) Anm. XXXXXX
 
Nile Rodgers & Chic: It`s About Time (Udgivet af Nikoline Helsbro/Universal  28.09) Anm. XXXXXX 
 
Tina Dickow: Fastland (Udgivet af A:larm 28.09) Anm. XXXXXX
 
Nephew: Ring-i-Ring (Udgivet af Copenhagen Records 27.09) Anm. XXXXXX
 
Skammens vogn: Musik og drøm (Udgivet af Tambourhinoceros 21.09.) Anm. XXXXXX

Joe Bonamassa: Redemption (Udgivet af Provogue/Mascot Label Group 21. sept) Anm: XXXXXX

Lise Westzynthius: JA (Udgivet af Danish Music and Entertainment 14. Sept.) Anm. XXXXXX

Monster Truck: True Rockers (Udgivet 14. sept af Mascot Label Group) Anm. XXXXXX.

Trinelise Væring : Du går ind ad en dør (Udgivet af Word for Word Records 7. sept) Anm. XXXXXX

Lenny Kravitz: Raise Vibrations (Udgivet af BMG 7.9.) Anm. XXXXXX
 
 
Hun mestrer dubbet triphop:
Neneh Cherry: Broken Politics (Udgivet af Smalltown Supersound 26. okt.) Anm. XXXXXX
Det var Massive Attack, der for alvor op gennem 90erne dyrkede genren dubbet triphop, men siden har genren fået utallige udøvere, hvor det er fælles for dem alle, at de stilistisk flagrer i alle mulige genrer. En af de mere stabile er Neneh Cherry, der som blot 16 årig startede med postpunk i London, men det var med debuten ”Raw Like sushi”, at hun for alvor markerede sig med sin dansable poprap.
Efter at Neneh Cherry havde udgivet en række albums op gennem 90erne, blev der efter ”Man” fra 1996 pludselig stille omkring hende. Først i 2014 var hun ude med ”Blank Project”, og nu fire år efter, hvor hun er 54 år, gælder det albummet ”Broken Politics”.
 
Fede numre
Tilbage er legesygen og eksperimenterelysten også, en egenskab hun muligvis har fra sin stedfar Don Cherry, og det er få artister forundt at kunne favne over tre årtier, og få det kogt sammen i deres egen musik.
Ekkoet fra Massive Attack med dubbet triphop med en bund af trommer og syntheziser, slår igennem på fede numre som ”Kong”, Deep Vein Thrombosis”, ”Faster Than the Truth”, ”Natural Skin Deep” og ”ShotGun Schock”, meget fordi størstedelen af albummet er produceret af Four Tet, medlem af Massive Attack, hvorimod nummeret ”Shotgun Schock” er produceret af et andet Massive Attack medlem, 3D
 
Svagt politisk værk
Ang titlen ”Shotgun Schack” hører der den lille historie, at titlen opstod i en samtale, Cherry havde med jazzlegenden Ornette Coleman, selvom teksten i nummeret handler om våbenkulturen

Som titlen ‘Broken Politics’ antyder, har målet med albummet været at skabe et politisk værk. Det er dog ikke det, der har det stærkeste fingeraftryk, for Cherrys lyrik er ikke noget at skrive hjem om, og kun en tekst skiller sig ud, nemlig hvor hun synger ”Don’t have anywhere to go / Nowhere to hide / All of me is now.”
 
Stærkt melodialbum
Derudover bliver der benyttet olietønder, fløjte (på ”Slow Release”) harpe og diverse slagtøj. Alt sammen en dristig cocktail af instrumenter, men her funker det, sat ind i en ramme af produktionsmæssigt præcision, jazzet
 
Så stærkest på ”Broken Politics” er melodierne, der kan nydes som en moden kvindes grænsesøgende omgang med triphoppen. Sine gange sidder den næsten lige i skabet med sin selvsikre produktion eller er meditativt indsmigrende, og sunget inderligt af Cherry, der indlemmer et jazzet touch i sin sang
 
Herhjemme har hun haft Caroline Henderson, der med ”Cinemataztic” i 1996 nåede lignende højder, men internationalt er det Neneh Cherry, der har førertrøjen på lige nu med et album, der hører til mellem årets stærkeste.
 
Med sympatien som drivkraft:
Folkeklubben: Sort tulipan (Udgivet af A:larm 26. okt.) Anm. XXXXXX
Næppe noget andet dansk band er omgærdet af så meget sympati som Folkeklubben.
Sympatien er ikke noget, de er kommet sovende til i de syv år, de har eksisteret siden maj 2011. Her i Kolding var det f. eks. Folkeklubben, der var med til at indvi Godsets backstageafdeling Læs mere her
 
De debuterede i 2013 med ”Nye Tider”, fortsatte i 2014 med ”Danmarksfilm” og var i 2016 ude med ”Slå Flint”. Albums, der samlet har solgt 35.000 eksemplarer, og nu foreligger ”Sort Tulipan”. Og hvor Sisyfosmyten handlede om at finde mening og lykke i at trille stenen op ad bjerget, ligger identiteten efter Folkeklubbens eget udsagn i fortsat at jage det næste smukke koncertøjeblik og dén gode sang, hvis grundelementer er Kjartan Arngrims tekster og vokal, Rasmus Dalls guitarer og Rasmus Jusjongs tromme-, kor- og keyboardarbejde.
 
Folkeklubbens pondus
Kjartan & Co. viser hele deres pondus i startnummeret ”Cohiba Zanzibar”, og fortsætter godt i de fire følgende numre ”Men Ikke Endnu en vinter”, ”Hvor smukt kan det regne”, ”Sort Tulipan” og ”Den sidste superstar”, hvorefter de med de resterende fem mister pusten. Man bliver hængende på de nævnte numre, mens resten mangler substans og udtryk.
 
Kjartan og Kim Larsen
Idet de i pressematerialet koketterer med en syvårskrise, refererende til albumtitlen ”sort tulipan” og hvor de stiller spørgsmålene ”hvem er vi og hvor skal vi hen?” synger de på albummet f. eks. ”Jeg lader skægget gro/det er en nem idè/rockstar daddy/ bare vent og se.” Underforstået, at de har bevaret friskfyrattituden og optimismen.

Kjartan Arngrim er den på den danske musikscene, der kommer nærmest Kim Larsen hvad angår sangteknik, tænker jeg ovenpå Larsens død. Arngrim har ikke larsens gavflab, men er også sublim til i sine sange at fortælle en historie uden dog tilnærmelsesvis at nå lige så mange mennesker, som Larsen gjorde. Ellers så er der den med spillemandsattituden, som Kjartan også tackler fortrinligt.
 
Takkerække
Samlet har Folkeklubben en masse at takke især Kim Larsen for, men også Dan Túrell, Skousen & Ingemann, Allan Olsen og tidligere Benny Holst. Vel er det mest publikum over 40, Folkeklubben når, men deres friskfyrhed når også unge, der er friske på lidt frejdig folkemusik.
Overordnet kan man sige, at de fortsætter deres friskfyrhed, godt skruet op for charmen
 
Udfordrende voksentilstand: Katinka: Vokseværk (Udgivet af Playground 26. Oktober) Anm. XXXXXX

Det er uomtvisteligt, at Katinka kan noget med ord. Det beviste hun, ofte i selskab med sin ukulele, da hun forrige år tog den danske anmeldeskare med storm, da de udgav albummet ”Lufthuller,” som de sidste år fulgte op med ”Vi Er Ikke Kønne nok til at Danse”. Nu er de så her igen, hvor man desværre så sige, at de ikke helt lever op til de samme standarder som med de to albums. Mest fordi de lige skal have rystet fjerene ordentlig på plads i den forunderlige voksenverden.
Katinka kan dog stadig noget med ord, og man koncentrerer sig virkelig til det yderste for at få alle hendes ytringer med, der meget kredser om eksistentialisme.
 
Krukket vokal
Hendes vokal er fortsat lidt krukket og kluntet samt lidt Daimi agtig, men man bliver fortsat fanget ind af hendes ukuleles varme klange. På ”Lufthuller” var det også af elektronikken, men på ”Voksenværk” er det mere de håndholdte instrumenter, de satser på, samt noge atmosfære, knirkelyde og spøjse lyde, fordi disse skaber deres eget liv
Titelnummeret ”2000 Meter i Frit Fald” er langt albummets bedste numre, men også ”2 Veje at gå” og ”Elvira” er gode.
Og apropos tekster, så prøv lige og dvæl i disse linier: ”2000 meter i frit fald/Der er intet jeg skal bære/Jeg ser på mågerne og kranerne/Og måske er vi alle hvor vi skal være”, og som bliver fulgt op af: ”Jeg har altid nynnet den samme sang/Mens jeg farred' vild i min opgang/
Altid nynnet en simpel melodi/Som du nu har sat lys i”. Sådan!

God allround sangskriver
Man fascineres fortsat af Katinkas ukulule, og kan kokkettere over, at det betyder ”hoppe lokke”, underforstået de portugisiske musikeres hurtige bevægelser, og hvor Katinka bruger den til at understrege det ”har rod i hovedet”, men som er blevet mindre på ”Vokseværk.”, måske fordi hun i mellemtiden er blevet gift med instruktøren Daniel Buchwald, som har lave ovenomtalte video.

”Vokseværk” understreger, at Katinka Bjerregaard er stabil som sangskriver, bl. a. fordi hun også kan skrive sange om andet end det at være utilpasset ung.
Katinka blev dannet i 2012 og vandt i 2015 KarriereKanonen. De fik tildelt Steppeulven i kategorien 'Årets håb' i 2017 og Carl Prisen i kategorien 'Årets komponist - pop' i 2018.
Næstsidste udgivelse fra dem er 'Vi er ikke kønne nok til at danse' fra sidste år.

Katinka består af: sangeren Katinka Bjerregaard, guitaristen Simon Ask Ladekarl, keyboardspilleren Marie Hageltorn Christiansen og trommeslageren Tobias Pedersen.
 
Støjrock mesterværk: Speaker Bite Me: Future Plans (EP, Udgivet af Pony Records 12.10.) Anm. XXXXXX
Historisk set er det oftest rockmusikken, undergrunden har brugt som talerør om samfundsforhold. Og den tilstand er fortsat eksisterende, nu om den frustration over den krigstid, vi lever i. Det bliver udmøntet ad den danske rockgruppe Speaker Bite Me og deres sjette studiealbum, EPen ”Future Plans”, som i øvrigt er deres første plade i 11 år.
De fem numre kører på deres egen dragende intensitet, der er pakket ind i industrial rock, og på èn gang uforsonligt, men også udfordrende smukt.
 
Blæst omkuld
Generelt er jeg imod lange numre, men det 11 min. lange ”Sweet Expectations” blæste mig simpelthen omkuld. Modsat andre industrial numre er dette ikke støj for støjens skyld, men Martin Ilja Ryums og Signe Høirups larmende guitarer bygget op ovenpå Kasper Deurells bas og Emil Landgrens trommer. Begge udgør de to et kapitel for sig selv gennem den selvsikre rytmesektion, der danner en fastforankret bund, overfor musikkens grænsesøgende virke, og samlet formår gruppen at skildre en indre uro, der ikke findes bedre herhjemme
 
Ingen letkøbte løsninger
Ellers er det numre som ”This Song Is Gonna Kill You” og titelnummeret ”Future Plans”, der fungerer som andre frustrationsudtryk. Speaker Bite Me arbejder ikke med de letkøbte løsninger, og det er hørligt, som de henter inspiration andre steder fra, som f. eks. Signe Høirup Wille Jørgensen, der også er med i Jomi Massage
På førstnævnte nummer demonstrerer de, hvordan de støjmusikalsk kan illustrere hidsighed, endda med en udsøgt kompromisløshed.
 
Livtag med krigstid
Som et oplæg til albummet skriver Signe Høirup Wille Jørgensen:                              “Vi har altid været et opdelt land, men inden for de sidste to tiår har vi set, at yderpolerne er spidset til. Og at skellet imellem velfærd og fattigdom er blevet større. Den tendens ser man over hele Europa. Blikket imellem menneskene forsvinder. Måske i afmagt. Selvcentrering? I stedet for at nyde vores velfærd, så kæmper vi nu for vores egen opretholdelse af overskud. På vores album tager vi livtag med den krigstid, vi lever i. Vi har brug for mere nærhed og mening i vores liv uden al den angst. Det kræver koncentration, så vi alle sammen kan løse det. Vi håber, at musikken vil frigive noget, noget ophobet”.

Uomgængeligt værk
Er man normalt ikke til heftig artrock, er ”Future Plans” nok ikke lige det album, man skal opsøge, Men holder man af at blive udfordret, så ligger der mange spændende lytteoplevelser og venter med Speaker Bite Me. At deres album kun indeholder fem numre, er på èn gang både modstridende og indlysende. Med ”Future Plans” har de udgivet èt af dette års mest uomgængelige og grænseoverskridende værker, som denne anmelder godt vil smide 6 stjerner efter. Så check dem lige, inden udlandet får ører for dem.
 
Mester i musikalsk nerve: Kurt Vile: Bottle It In (Udgivet af Playground 12. oktober) Anm. XXXXXX
Selvom guitaren som instrument oftest bruges til at demonstrere temperamenter, så kan den også indgå i mere hyggelige alliancer. Det beviste amerikanske Kurt Vile sammen med australske Courtney Barnett sidste år med deres fælles udspil ”Lotta Sea lice” og især åbningsnummeret ”Over Everything”.
Nu er Kurt Vile, der i parentes bemærket er Adam Granduciels gamle makker fra The War on Drugs, så ude med ”Bottle It In”, og igen er der tale om en musik, hvis musikalske nerve er hele omdrejningspunkter.
 
Riffgentagelser
Det består af et enkelt tilgængeligt riff, der gentages igen og igen, suppleret op af en halvsøvnig vokal, hvilket samlet gør, at man føler sig intimt forbundet med afsenderen. Modsat masser af markedets øvrige udbud, som er præget af elektriske spændinger.
Det er især numrene ”Hysteria”, ”Yeah Bones”, ”Check Baby” og ”Come Again”, der i bedste musiktraditionstil fanger og fremtryller en stemning, som med en opadgående hyggespiral, og som igen gør, at man føler, at man befinder sig i en puppe.
Et af årets bedste albums Taler vi i håndfulde, så er ”Bottle It In” et af årets bedste albums
 
Ellers er det tre år siden, Vile sidst var ude med et soloalbum, der hed ”Lotta Sea Lice” fra 2017, ”b`lieve i`m goin down” i 2015, ”Smoke Ring for My Halo og ep en ”So Outta Reach” fra 2011.
 
Nyt dansk tungrockband ved at indtage den international scene: VOLA: applause of a distant crowd (Udgivet af Mascot Label Group 12. Oktober) Anm XXXXXX
Man kan ikke andet end have respect for, at københavnske VALO udgiver deres bare andet album “applause of a distant crowd” på det hollandske selskab Mascot Label Group, som iøvrigt også har kunstnere som f. eks. Joe Bonamassa, Volbeat, Beth Hart og Walter Trout i deres stald
”applause of a distant crowd” er en metafor over vores forhold til de sociale medier, hvor vi kan agere nærhed overfor fjerne modtagere. Ikke en dårlig vinkel til en albumtitel, dog skal man lede med lys og lygte for at finde det konkretiseret i musikken.
 
Zig zag`ende instrumentering
Deres tungrockunivers er der til gengæld ikke noget i vejen med hvor et nummer som ”Smartfriend” sidder lige i skabet, og hvor ”Ghosts og ”Whaler” også følger godt trop. Guitarerne byder flere steder på mindre gevinster, og trommerne lyder beskidte og levende. Instrumenteringen zig zag´er sig selvsikkert igennem et kringlet musikunivers, og i det hele taget har VALO fundet en formel, hvor de sine steder godt kan hamle op med forbilleder som f. eks. Volbeat. Godt gået, drenge.
 
Bør checkes ud: Doyle Bramhal II: Shades (Udgivet af Maxcot Label Group 5. okt.) Anm. XXXXXX
Doyle Bramhall II har i en årrække tilhørt den nærmeste inderkreds omkring Eric Clapton, men kan til gengæld ikke bryste sig af at have noget anseligt hitkatalog. Er man til gengæld hooked på gerne at ville høre hans fortolkning af hardcore blues, hæs garagerock samt musikalske tiltag, der ligger udenfor det gængse musikunivers, så kan Doyle Bramhall IIs nyeste album i flere år, ”Shades” være et fascinerende bekendtskab.
 
En unik stemme
En karakteristisk guitarist med en unik stemme og et svimlende antal kunstnere som f. eks. Roger Waters, Elton John og Gregg Allman hører til hans øvrige omgangskreds, og på albummet er det udmøntet i medvirken af Eric Clapton, Norah Jones og Greyhounds.
 
Det gør dog ikke de numre, de er med i, særlig publikumsvenlige, og i det hele taget kan man godt føle sig lidt bondefanget flere steder, for bedst, som man tror man føler sig melodimæssig tryg, drejer han melodierne over i et andet spor, som man så lige skal prøve at blive fortrolige med, da han vender tilbage til melodiens første spor.

Ang publikumsappel
Albummets bedste melodi er ”London to Tokyo”, hvis første spor er inciterende, inden han også drejer den væk.

Når dette er sagt, kan man ikke frakende ham en vis stil samt sans for at tryllebinde, hvor han i pressematerialet også slår til lyd for, at han ”ikke synes, at han behøver bevise noget.” Måske ikke, men han kunne nu godt forsøge at tækkes et lidt større publikum, og blev han lidt mere publikums imødekommende, så findes der mig bekendt ingen andre, der arbejder i samme niche, og under alle omstændigheder fortjener hans album noget nærlytning
Han er groovy konge:
Nile Rodgers & Chic: It`s About Time  (Udgivet 28 09 af Nikoline Helsbro/Universal) Anm. XXXXXX
Hvis man godt vil kende til discomusikkens opstart, kunne man passende fokusere på 1977, hvor Nile Rodgers i forgrunden for Chic pumpede funk, pop, soul og disco ud af højttalerne i det i dag hedengangne Studio 54 i New York.

Det var også Chic, der først blev kendt for at arbejde med grooves i deres musik, og hvem af nutidens seniorpublikum har i midten af 70erne ikke danset til ”Le Freak” og i slutningen af 70erne til ”Good Times”, hvis basgang senere har inspireret bl. a. Daft Punks ”Around The World”.

70ernes disco
Og mens vi remser højdepunkter op, bør også ”We Are Family”, ligeledes fra slutningen af 70erne, nævnes. På samme måde er Nile Rodgers kendt for at skrive sange til et hav af kunstnere som f. eks. Duran Duran, Diana Ross, Sister Sledge, Madonna og David Bowie.
Sidst, Chic var ude med nyt, var i 1992 med “Chic-Ism”, og her, 25 år efter, gælder det ”It`s About Time”, hvorpå det vrimler med nutidige kunstnere som f. eks. Lady Gaga, Elton John og Craig David. Selv er Nile Rodgers det eneste medlem fra CHIC, der stadig lever, men han er tro mod sin fortid

Til benene og ikke til hovedet
Albummet igennem kan man konstatere, at Nile Rodgers` og CHICs musik er til benene og ikke til hovedet, ligesom det ikke er ved discomusikken, man skal finde de store forandringer. Til gengæld er der masser af nutidens discogrupper, der ville kunne lære meget af Nile Rodgers` evne til at skabe grooves, en poleret vellyd og så en speciel klang, og selvom albummets tracks stort set ligner hinanden alle sammen, oplever man magien igen og igen

Tina og trommerne:
Tina Dickow: Fastland (Udgivet af A:larm 28 09) Anm. XXXXXX
Da Tina Dickow skulle til og i gang med ”Fastland”, hendes 11. og lige udkomne album, "talte guitaren ikke til mig”, fortæller hun i sit pressemateriale og fortsætter: ”For at arbejde mig ud af den skriveblokade, det affødte, satte jeg mig i stedet bag trommesættet eller med en synthesizer.” Hun synes selv, hun på den måde har ramt en fed balance mellem det skarpe og energiske og så det dybe og emotionelle, for ”Der er faktisk en hudløshed i, at jeg ikke har haft guitaren at "gemme mig bag"”.
Disse udsagn gør, at man bliver mere end almindeligt spændt på at høre, hvad ”Fastland” indeholder, når nu ”Whispers” hendes forrige udgivelse fra 2014 af en bred anmelderskare blev opfattet som ”karrierens bedste.”

Integritet fastholdt
I forvejen har jeg altid opfattet Tina Dickow med en vis portion ærefrygt, også set i lyset af de mange forskellige samarbejdspartnere, hun har haft, og hvor hun altid har kunnet bibeholde sin integritet som sin generations mest markante sangerinde.
Det niveau bibeholder hun på ”Fastland”, selvom hun i sin hverdag er ”sat” idet hun bor på Island med tre børn og et samliv med musikeren Helgi Jönsson. Han er producer på ”Fastland”, så sammen kan de tackle den dobbelthed, der ligger i mange af sangene. Hun demonstrerer womanpower på albummets mest forrygende nummer, ”Devil`s Door”, der samtidig anskueliggør trommernes indpas. Hendes sociale status taget i betragtning er også nummeret ”Night Out” usædvanligt, idet hun prøvet at overtale sig selv til at drage ud i storbyen og fyre den af

”Fancy” for fans
Er man gammel Tina Dickow fan, vil man sandsynligvis fryde sig over den luftige ”Fancy” der samtidig har appel til landets radiostationer, og overordnet set er albummet lidt mere rytmebaseret end hendes tidligere udspil. Men hendes fans vil ikke blive skræmt væk, og det er oplagt til at hygge sig ved indendørs, hvad melodiøs melankoli angår, fordi der også er noget trygt over hendes musik
Modenhedsmæssigt kan det sagtens hamle op med det, ældre og mere resignerede kunstnere giver sig af med i deres livs efterår, hvor Tina Dickow fortsat er i besiddelse af så meget drive,

Nephew vender tilbage:
Nephew: Ring-i-Ring (Udgivet af Copenhagen Records 27. sept) Anm XXXXXX

På nær ”Grundvold” er der ikke mange af sangene på ”Ring-i-Ring”, Nephews comebackudgivelse efter seks års pause siden ”Hjertestarter” fra 2012, der på papiret ser ud af noget særligt.
Men når albummet så bliver lagt i hænderne på ophavsmændene og stikket, i overført betydning, bliver sat til, så sker der noget.

Spiller med en indædthed
De spiller nemlig med en indædthed, som er de færreste danske rockbands forundt, og ”Grundvold” handler netop om at stable sten på sten for at bygge en grundvold, og det bliver symbolsk for meget af albummet.
I forvejen hører 'Grundvold' ikke til mellem deres bedste numre, men det er alligevel så godt, at man ikke kan tillade sig at feje det af bordet. Og når vi så får det leveret på en ”live” scene af Simon Kvamm og hans bandvenner, så får det en ilttilførsel, der i lighed med bandets bagkatalog kan sætte gang i ethvert publikum.

Marie det sjette medlem
På ”Ring-i-Ring” er Nephew udvidet med en sjette person, nemlig sangerinden Marie Højlund, som tidligere har været med i Marybell Katastrophy, og albummet samler de 4 udgivelser "Vinter-i-Ring", "Forår-i-Ring", "Sommer-i-Ring" og "Efterår-i-Ring".

Nephew starter bogstaveligt fortalt, hvor de slap, lidt på samme måde som en plante, der har overvintret, og som nu igen, ovenpå en gang kunstgødning, er indstillet på igen at ville levere varen. Simon Kvamm med de temperamentsfulde øjne er igen krumtappen, det hele drejer sig omkring, og sammen med sine bandvenner er han igen garant for at levere varen, hvor de nok skal få et nummer leveret ”live”, så publikum er med.

Og her er vi inde i kernen af Nephews udfordring; hører man albummet alene, befinder det sig samlet på et niveau, der ligger lidt over middelmådigt, men på en scene agerer de de store masseforførere

De er Danmarks mest originale band
Skammens vogn: Musik og drøm (Udgivet af Tambourhinoceros 21.09.) Anm. XXXXXX

I en tid, hvor mange udgivelser er overproduceret eller kører efter en fast skabelon, er det en befrielse at høre det danske band Skammens vogn, fordi deres sange på en gang er barnlige, men også kejtede danseegnede. Ti år har de bag sig, og nu er de ude med deres nyeste og femte album, ”Musik og drøm”, blot halvandet år efter deres forrige ”Sukaley”.
Der er ikke noget filosofisk eller psykologisk hentydende over navnet Skammens vogn, det bygger blot på et ordspil fra en af hverdagens tilfældige hændelser, derfor det lille ”v” i vogn

Hypnotisk dragende stemme
En væsentlig del af Skammens vogns pakke er forsangeren Nikolaj Zeuthen. Kan man abstrahere fra, at han ikke altid synger lige rent, så virker hans stemme hypnotisk dragende, så man bliver fanget ind af hans unikke sangskrivning og dets originale, personlige og naivthumoristiske univers.
Han har på ”Musik og drøm” ladet sig inspirere af og sat sig for at aktivere den danske sangskat. Helt tilbage til Ingemann og Grundtvig og så langt frem som til Peter A.G. og Lars Lilholt. Og har foretaget et nedslag med f. eks. Harald Bergstedt og dennes børnesang ”Jeg ved en lærkerede.” Ind imellem det gamle ordrim har han flettet sine egne tekster: ”folk handler med hinanden, det har jeg set/jeg har arbejdet på Bakken og på et universitet/jeg skrev en klog artikel
som aldrig blev sendt ind/jeg havde en kollega med en dårlig vane han hev sig i sin kind.”

Ægger lytteren
På samme måde ægger han lytteren til at høre efter på ”Lysets engel”, men albummets bedste sang er ”Brug For Dig”, hvor saxofon soloen er med til at få sangen til at træde i karakter. Tæt på deres kvalitet kommer ”Lysets engel” og ”Solen er så rød, mor”, hvor sidstnævnte er en nutidig blueset omskrivning af den kendte børnesang, som også Lars H.U.G. og Anisette har brugt

Det er oplagt at sidestille Skammens vogn med diverse folk- og visesangere og grupper fra 70’erne, hvor Skammens vogn dog har svært ved at fastholde koncentrationen hos en moden lytter, fordi helhedsindtrykket for mange gange kipper over i det decideret barnlige

Men Skammens vogn skal nok kunne finde sit publikum på de små intimscener, hvor publikum vil lade sig rive med af nummeret ”Hvidt”s fodstampende bluesattitude. Skammens vogn får for deres originalitet fire store kærlighedsbelagte stjerner herfra, behæftet med en lille opadgående pil.

Bonamassas mesterværk:
Joe Bonamassa: Redemption (Udgivet af Provogue/Mascot Label Group 21. sept) Anm: XXXXXX
Det kan siges ganske kort: Bonamassas nyeste udgivelse Redemtion starter med et brag af et nummer i ”Evil Mama”, og sådan fortsætter det faktisk, dog i en anelse mindre kvalitetsmålestok nummer for nummer albummet igennem. Lige under ”Evil Mama”s høje kvalitetsbarre ligger ”King Bee Shakedown”, ”Molly O”, ”Selv-Inficted Wounds” og fire andre numre, som nan gladeligt hører igen, og så kan man strengt talt ikke forlange mere af en udgivelse, og samlet fremstår albummet som måske det bedste Bonamassa har udgivet?

Konservativ genre
Bluesrockens tilstand er ellers en lidt konservativ genre med en del store guitaregoer, der bruger genren til at spille en masse guitarlir. Tidligere har jeg slået til lyd for, at amerikanske Bonamassa har været en af dem, men siden har i foråret 2016 var ude med albummet ”Blues of Desperation”, har han holdt igen med solierne, hvor den røde tråd i hans mange udgivelser nu snarere er, at han ikke blot hylder genren, han moderniserer den også, hver gang han kan se sit snit til det.

Ikke kun guitarlir for lirens skyld
Når Bonamassa fyrer den af, er det ikke kun lir for lirens skyld, men også med et oprigtigt ønske om at orientere sig i det samlede blueslandskab, hvor han f. eks. fortolker såvel Led Zeppelin i den hårdere afdeling samt Gary Moore i den blødere ditto, samt kolleger som Hendrix og Clapton. Helt suveræn bliver Bonamassa, når han også beskæftiger sig med den funky rock, eller flirter med reggaen

Dannelsesrejse gav et JA :
Lise Westzynthius: JA (Udgivet af Danish Music and Entertainment 14. Sept.) Anm. XXXXXX
Det vakte furore i det lokale musiklandskab, da sangerinden Lise Westzynthius i 2012 bearbejdede sin skilsmisse fra Peter Sommer på albummet ”Tæt på en kold favn”. Skilsmissen gjorde så meget nas på hende, at hun måtte igennem en eksistensiel dannelsesrejse, der bl. a. bestod af nogle shamanistiske ritualer, bevidsthedsudvidende plantemedicin og noget tantra-meditation, udførligt beskrevet i store aviser herhjemme.

Foretræk joggingture
Det er der kommet albummet ”JA” udaf, som netop er udkommet, Jamen, jamen, siger man uvilkårligt til sammenhængen mellem hendes dannelsesrejse og så albumindholdet. For musikalsk er der kommet det ud af, som svarer til, hvad nogle gedigne joggingture kunne have givet hende.
Der startes overlegent med nummeret ”Mommo” som er iklædt nogle elegante triphop-programmeringer og en sofistikeret og jazzet saxofon. På samme måde funker ”Kaster dig op”, iført som den er i sit mix af glam og electronica. Samt en pointfyldt tekstlinie som ”Hvis bare jeg ku' kaste dig op igen/Eller bare skylle alle dine løgne ud,”

Eminent popkomponist
Resten af albummet viser også Lises evner som popkomponist, hvor der udover de nævnte melodier også er gods at hente i ”Flyv Mig Ind”, ”Bulldozer”, ”Jeg har en Ven”, og titelnummeret. Hun synger rent og med en substans i sit udtryk. Hendes samarbejde med forfatteren Bjørn Rasmussen kaster mange godbidder af sig som f. eks. ”Vågner med et chok midt i elskov / prøver på at ryste dig af mig / det som vækkes i søvnen / de slumrende lag er lag på lag af dig / du er et sår, der skarver”.

Kvindeguide
Som albummet fremstår vil det med lethed kunne bruges af andre jævnaldrende kvinder, der også er kommet igennem deres kærlighedskvababbelser og nu vil til at leve livet igen, men glem alt om det med den bevidsthedsudvidende plantemedicin
Hvis man vil opleve Lise Westcynthius, hvor hun er stærkest i sigt udtryk, så prøv med debutalbummet ”Heavy Dream” fra 2002

Så er der lagt op til et adrenalintrip:
Monster Truck: True Rockers (Udgivet 14. sept af Mascot Lalel Group) Anm. XXXXXX
Går du og længes efter et adrenalintrip, så er der flere numre på Monster Trucks album ”True Rockers” der kan sørge for, at du hurtigt kommer det.
”Devil Don`t Care” og ”Young City Hearts” er de to tilgængelige melodier.
Andre farer afsted over stok og sten uden mål eller med, f. eks. ”Being Cool Is Over”, mens ”In My Own World” kan opleves som et lynnedslag, og således er der mulighed for at slå en halv time ihjel, men nærmere musikstudium ligger ikke umiddelbart implicit i Monster trucks album.

Årets popalbum? Trinelise Væring : Du går ind ad en dør (Udgivet af Word for Word Records 7. sept) Anm. XXXXXX
Koldingensiske JAZZ6000s trofaste tilskuere har mødt Trinelise Væring som sangerinde til koncerter en lille håndfuld gange indenfor de seneste år. Som sangerinde er hun en af de få, for hvem det er lykkedes at bevæge sig mellem jazz, rock, pop og singer-songwritertraditionen. Den 53 årige sangerinde er bedst kendt som komponist og kapelmester for egne bands men har også været med i en del andre projekter, f. eks. i samarbejde med komponisten, saxofonisten og ægtemanden Fredrik Lundin i bandet Offpiste Gurus.

Pop, der lokker
Generelt er det en lise at høre hende, når popmusikken nu generelt er så metervare mainstreambaseret. Hendes album er ikke noget, man skal være parat til, men tværtimod pop, der lokker og ægger en til at lytte efter. Tag først og fremmest en sang som ”Chokoladefontænen”, der i min målestok til foråret burde få prisen som ”årets hit”, når sæsonens sangunivers skal gøres op. Helt op på samme niveau er der ikke helt andre numre, der kommer. Men næsten. Uimodståelig er således også ”Elevatoren”, ”Du Har Ik Fortjent En Sang”, ”Ta`Mig”, ”Keine Hexerei” og ”Forklædt”.

Nichebestemt stil
Trinelise Væring havde en solid jazzkarriere bag sig, da hun i 2003 med sit sjette album ”Trespassing” skiftede spor fra den konservative jazzgenre for i stedet at forme en fusion med pop, rock og moderne jazz. Det er siden blevet til flere albums som ”Lystfisker” fra 2008, ”Umanerlig” fra 2011, mens ”Oh Purity” fra 2016 ligesom levede sit liv under radaren, idet det kun blev udgivet på et USB stik.
Generelt er hendes stil ret nichebestemt, og hvis man vil, kan man finde inspiration mange steder fra, behændigt hjulpet på vej af hendes enestående evner som sangskriver med dertilhørende utallige aspekter. Man behøver som anmelder således ikke at bede om nogle nye tiltag på kommende udgivelser, det sørger hun selv for.

Dannet drengerøv spiller ud: Lenny Kravitz: Raise Vibrations, udgivet 7. sept. Af BMG) Anm. XXXXXX
Med sit debutalbum ”Let Love Rule” fra 1989 trak Lenny Kravitz internationalt førertrøjen på, hvad angår et mix mellem rockguitar og et funky beat. Da han gennem sin karriere ikke har originalt materiale nok selv, låner han fra rockens ypperste kræfter som f. eks. Jimi Hendrix, John Lennon, David Bowie og Prince. Ikke nogen dårlig referenceliste musikalsk, og hvor der på hans 1993 udgivelse ”Are You Gonna Go My Way” var der udover titelnummeret også ”Believe”, hvor begge er gode at sætte på, hvis man vil have noget rapt guitarmusik.

Flamboyant rockstjerne
Også med sit udseende formår han at holde tungen lige i munden, idet han ligner en flamboyant rockstjerne med sit flagrende afrohår. Hvis man vil opleve en ypperlig Kravitz, så prøv og check ham på nettet, spillende The Guess Whos ”American Woman”, som sidder lige i skabet.

Nu er han så ude med ”Raise Vibrations”, hvor han i lighed med andre veteranmusikere, hellere vil underholde med noget musik, som man siger ”yes” til, fremfor at trække det progressive kort frem. Udover titelnummeret udgøres de mest smækre numre af ”Who Really Are The Monsters?”, ”The Majesty of Love”, og de gode af “We Can Get It All Together”, og ”It´s Enough”.

Alle disse numre beviser, at han aldrig har glemt sin indre drengerøv. På albummet er der også balladen ”Here to love”, og i det hele taget viser albummet, at han hellere vil tækkes et trofast koncertpublikum, end tilgodese de kræsne anmeldere, der jagter nyt og originalt hele tiden, de fire stjerne afspejler denne tilstand.
Carl Riisgaard | 6000 Kolding  | carlriisgaard@stofanet.dk